/>

torsdag den 1. februar 2007

første dag i praktik

Jeg var lidt nervøs til morgen da jeg stod op. Tanken om hvad der ventede...alt det ukendte, gav et lille sug i maven. Men mon ikke det er meget normalt:)
Jeg gik hjemme fra så jeg var i god tid og jeg var også den første der mødte op. En pedel på skolen var dog så sød at vise mig til rette, så det tog jeg stille og roligt.
Mens jeg ventede gav jeg mig tid til at observere lokalerne. Jeg fik hurtigt min bange anelse bekræftet. Alt hvad der hang i lokalet var så perfekt klippet og tegnet...og alt lignede til forveksling hinanden, så det ville umuligt være lavet af børn. Ingen børnetegninger, men en masse plancher med bogstaver og tal...og intet synligt legetøj.
Jeg ved godt at jeg ikke skal komme og tro at jeg kan lave verden om, men jeg håber at kunne være med til at påvirke at lokalet bliver lidt mere "barnligt" hen af vejen.
2 af børnene, som jeg kunne genkende fra mit forbesøg, dukkede op efter 10 min og hurtigt derefter dukkede maestra R til min lettelse op og hun virkede glad for at se mig.
Den første lille time gik med at børnene ankom og så lavede de opgaver i cirka 3 kvarter. Opgaverne bestod i at farve og forbinde lige mængder (tal og figurer). Inden børnene gik i gang med opgaverne, bad de dagens lille bøn. Maestra R fortalte at hun er mormon, men hun følger reglerne i den katolske skole og beder derfor som selvfølge bøn med børnene.
Senere på dagen blev jeg tilbage med 5 børn, mens maestra R lavede et projekt med de andre børn. De måtte lege imens... Men så kom der en medhjælper fra en anden stue og der blev sat en film (Shrek) på videoen, og så skulle der være ro. Hun sagde sågar, at dem der kunne være stille fik en karamel bagefter.
Jeg bryder mig ikke om denne metode. Derfor sagde jeg blot til børnene at de kunne viske til hinanden om filmen. Jeg nød nemlig at se hvordan de fortalte hinanden om lavaen og dragen. Efter som det er første dag og jeg ikke var sammen med maestra R, så valgte jeg blot at forholde mig observerende og reflekterende... Maestra R har måske en anden måde at gøre tingene på og om ikke andet, så glæder jeg mig ihvertfald til snakke med hende om vores kulturelle og pædagogiske forskelligheder.
Det har været en oplevelsesrig dag, med mange spændende indtryk og jeg glæder mig til den kommende tid.

Ingen kommentarer: